(I Sūtra 51)
“Tasyapi nirodhe sarvanirodhannirbejaha samadhihi’’
tasya = det; api = også; nirodhe = gennem undertrykkelse; sarva = alt; nirodhat = grundet undertrykkelse af ; nirbëjaha = uden frø/spire ; samadhihi = samadhi.
"Nirbeja samadhi eller samadhi uden frø eller spirer, hvor selv følelsen af indtrykkene fjernes sammen med indtrykkene selv"
Dette er en anden slags Samadhi, hvor selv følelsen, der er forbundet med visse indtryk, er forsvundet. Denne er uden afslutning. Der beskrives mange forskellige typer og tilstande af opmærksomhed i Samadhi Vejen er lang. Hvert skridt er fuldkomment i sig selv. Efter nogen tide er det ikke længere som at gå efter et bestemt mål. Målet er til stede i hvert eneste øjeblik, men vejen er stadig lang. Forstår I det? Vejen er meget lang, men målet er til stede i hvert øjeblik. Målet er der, hvor du er til stede i tålmodighed. Du har ikke travlt, som i: ”Ok, jeg vil opnå Samadhi i dag”. Jo, der bør være entusiasme til stede, men sammen med entusiasmen, må der være tålmodighed. Ser I det? Dette er en interessant pointe. Mennesker, der ermeget entusiastiske har ingen tålmodighed.
Tålmodige mennesker er meget letargiske: ”Okay, vi klarer den, vi har et helt liv”. Andre er rastløse: ”Vi vil have det lige nu”. Ser I det? Man kan se det overalt. Folk har enten den ene eller den anden ekstreme tilgang. Det er på samme måde som med søvn. Du kan sove, men du kan ikke sove hurtigt. Det er ikke muligt at skynde sig i søvnen. Hastesøvn er ikke mulig, man kan ikke sige: ”Jeg har travlt, jeg skynder mig at sove og så går jeg”” Okay, prøv at sove hurtigt. Ti minutters hurtig søvn. Skynd dig! – Nej, det kan ikke lade sig gøre.
På same måde kan man ikke huske, hvis man skal skynde sig. ”Okay, lad mig huske det her, hurtigt, hurtigt, hurtigt!!!” Når man prøver at skynde sig med at huske, forsinker man processen. Når du vil huske noget, er det sådan, at jo mere du skynder på dig selv, jo mere utålmodig og rastløs du er, jo længere tager det dig at huske det. Er det ikke rigtigt? Sådan er det også med søvn og med meditation.
Du kan ikke sige: “Nu skal jeg lige have en hurtig meditation! Jeg har ikke tid!” Det kan ikke lade sig gøre. Så denne vej er den gyldne middelvej, hvor du er entusiastisk og skynder dig samtidig med, at du er tålmodig. Du er tålmodig uden at være letargisk. Du udsætter ikke tingene. Ofte, når folk er nødt til at gøre noget godt for deres personlige udvikling, siger de: “Hvis Gud vil det, så vil jeg gøre det, hvis Gud vil det, så vil det komme til mig”. De overlader det til Gud, når det gælder deres praksis og udvikling. Når de skal gøre noget i verden, siger de ikke: “Hvis Gud vil det, vil jeg bygge et hus, eller hvis Gud vil det, vil jeg have et forhold”. Det gør man bare ikke! Folk opsøger et forhold, finder et hus, leder efter et arbejde og arbejder for penge. Her giver man sine 100%, men når det gælder om at gøre noget for andre, siger man: Hvis Gud vil det, så sker det. Sådan gør mange mennesker, i det mindste i Indien. Jeg tror, det er det samme overalt. Hvis Gud vil det, så sker det. Det skulle være omvendt. Så den gyldne regel er: Tålmodighed og dynamik. Med disse ord afsluttes første kapitel!
>><< Compassion is forgiving Experiencing Thoughtlessness >>
(Denne artikel er del af en serie af visdomsartikler som er baseret på Sri Sri Ravi Shankar's kommentarer til Patanjali Yoga Sutras.)